Vis indkøbskurv

Indkøbskurv

Oxygen - Historien om et grundstofs opdagelse - Skuespil
Tilbage
Oxygen - Historien om et grundstofs opdagelse - Skuespil

I Kemiens År 2011 fejrede man verden over blandt andet hundredåret for tildelingen af Nobelprisen i kemi til Marie Curie – Nobelprisen, som vel af de fleste regnes som den største kollegiale anerkendelse, man kan opnå som naturvidenskabsmand. I forbindelse med Kemiens År fostredes så også ideen om at udgive teaterstykket Oxygen på dansk (og på længere sigt at få det opført). Stykket beskæftiger sig på en helt speciel måde med ikke bare Nobelprisen, men hele problemkomplekset omkring anerkendelse og prioriteter, når det gælder naturvidenskabelige opdagelser.

Oxygen er forfattet af Roald Hoffmann og Carl Djerassi, der begge er verdenskendte, velrenommerede kemikere. Hoffmann er selv Nobelpristager. Stykkets geniale plot er, at opdagelsen af oxygen – som fandt sted i sidste halvdel af 1700-tallet ved hele tre forskeres mellemkomst: Scheele, Priestley og Lavoisier – bringes i forbindelse med Nobelprisen ved, at Nobelkomitéen får den idé at tildele retro-Nobelpriser for at hædre kemikere, der gjorde store opdagelser eller erkendelser før indstiftelsen af Nobelprisen i 1901. De seks skuespillere, der foreskrives i stykket, skifter mellem at spille de tre opdagere og deres hustruer ved et tænkt møde i Stockholm i 1777 og Nobelkomitéen ved et tænkt møde i 2001 om tildeling af retro-priser.
Stykket er oprindelig på engelsk, men er oversat til mindst 18 sprog og her altså til dansk ved Ingeborg Christensen.  Det har efter førsteopførelsen i San Diego i 2001 været opført talrige gange verden over.

Professor Helge Kragh har skrevet en historisk introduktion til tiden omkring opdagelsen af oxygen, som bød på dramatiske udviklinger i kemien i det hele taget. Endvidere er inkluderet et essay, Science-as-Theatre, af Carl Djerassi, og et foredrag om etik i kemisk forskning af Roald Hoffmann.

Historisk-Kemisk skrifter Nr. 21. Udgivet af Dansk Selskab for Historisk Kemi.

Vælg den indkøbsliste, skal føjes til

Vælg type

Alle priser er inkl. moms