Vis indkøbskurv

Indkøbskurv

Regnecentralen
Tilbage
Regnecentralen

Regnecentralen byggede DASK, den første danske elektroniske regnemaskine, som brugte radiorør og fyldte en stue. Efterfølgeren, GIER, var både mindre og stærkere, og betød starten på en visionær dansk indsats inden for udvikling, produktion og anvendelse af den nye teknologi.

Det er også historien om en virksomheds kamp for at bide sig fast og overleve i en edb-branche, der udviklede sig hurtigere og stærkere end nogen kunne forudse. Og det er historien om, hvordan den danske stat på godt og ondt har haft afgørende indflydelse på teknologiudviklingen.

Regnecentralen er skrevet som case til faget historie, primært teknologihistorie i det tekniske gymnasium. Det vil være oplagt som udgangspunkt for tværfaglige samarbejder med teknologi, samfundsfag og kommunikation/it.

Det, vi på nudansk kalder en computer, hed i mange år en datamat eller datamaskine. Vore dages ”datamaskine” er kompliceret og billig forbrugerelektronik, vi kan have i tasken, lommen, kaffemaskinen, bilen eller XBox’en . Men baggrunden for vores gennem-computeriserede hverdag er et stykke eksplosiv teknologihistorie, der har udspillet sig inden for de seneste generationer. Da farfar blev født, fandtes datamaskinen ikke.

Da udviklingen af den elektroniske computer for alvor tog fart for et halvt århundrede siden, var Danmark en afgørende faktor – og den dag i dag kan man spore de danske fingeraftryk inden for programmeringssprog, operativsystemer samt ud­­dan­nelse og forskning i datateknologi.

Den væsentlige drivkraft i det tidlige danske edb-eventyr var Regnecentralen, der blev stiftet i 1955. Fra fødslen var Regnecentralen et forsknings- og beregningscenter, men i løbet af de følgende årtier skiftede datamaskiner fra at være et forskningsobjekt og maskiner til løsning af kompli­cerede beregninger for militær og videnskab til
at blive et administrativt værktøj for erhvervsliv og offentlig administration. Edb – elektronisk databehandling – blev et nøgleord i samfundet. Da den personlige computer, pc’en, og siden internettet kom til, blev ”it” – informationsteknologi – en central faktor i arbejde, leg, undervisning og social omgang; kort sagt den akse, som hverdagen og samfundslivet i dag drejer omkring. Regne­centralen fulgte gennem mere end 30 år med i alle aspekter af den udvikling.

Hæftet er beregnet som undervisningshæfte i faget teknologihistorie på de tekniske skoler. Teksten er derfor udformet, så historien undervejs kommer ind på detaljerne i de væsentlige tekniske landvindinger i udviklingen, ligesom den søger at give et samlet overblik over industriens udvikling i de første 50 år.

Tak til Dansk Datahistorisk Forening og ikke mindst til veteranerne fra Regnecentralen, Henning Isaksson og Christian Gram, for uvurderlig støtte og hjælp. Uden deres viden og engagement var denne bog aldrig blevet til.

Claus Thorhauge
Engesvang, august 2008

Forord og indledning - 50 år med dansk it-historie 

Drømmen om en programmerbar regnemaskine  
   Folketællinger og talknusning   

Hardware – DASK, GIER og alle de andre   
   Bygningen af Danmarks første datamaskine  
   Anden og tredje generation    
   Mikrodatamaten – den personlige computer  

Software – helt fra bunden    
Samfund og forretning - Regnecentralen i udvikling 
   Regnecentralen, Datacentralen og statens rolle 
   Regnecentralen en mangearmet blæksprutte  
   Regnecentralens endeligt    

Hvad kan man lære?    
Litteratur og links     
 

Vælg den indkøbsliste, skal føjes til

Vælg type

Alle priser er inkl. moms